Min datter er ikke glad. Det er svært at sige præcist, hvad der er galt, men jeg kan mærke på hende, at hun ikke rigtig vil tale om det. Som 15–16 årig er man i en vanskelig alder, og hun er blevet meget indelukket – hun sidder oftest inde på sit værelse, lytter til musik og arbejder på forskellige hobbyer.
Hendes interesse for håndarbejde er dog ikke til at tage fejl af. Sommetider låner hun min symaskine, og hun er faktisk rigtig god til at sy og laver meget af sit tøj selv. For ikke så længe siden tvang jeg hende til at vise mig en jakke, hun havde lavet til sig selv – det tog flere timer at få hende overtalt. Men da hun endelig viste den, blev jeg slået af hvor flot den var. Den var lavet af tykt strikket materiale – jeg har stadig ingen idé om, hvor hun har fundet det – og detaljer var gjort med stor omhu. Det var tydeligt, at hun har talent for det her, selvom hun selv virker blind for sine egne evner.
Glæden mangler
For to aftener siden talte jeg med min mand om, hvordan hun har det. Han har bemærket det samme: hun er ikke glad som før. “Hun murer sig jo bare inde på værelset,” sagde han bekymret. Hendes veninder kommer ikke forbi længere, og hun virker ikke til at savne det. Vi blev enige om, at vi var nødt til at gøre noget.
Da vi så talte med hende ved middagsbordet samme aften, åbnede hun sig lidt mere end normalt. Hun sagde, at hun er rigtig ked af skolen. Hun finder det kedeligt, og hun føler, at hendes veninder er for barnlige – de taler kun om drenge og makeup, hvilket slet ikke interesserer hende. Hun var også træt af bøgerne og alle fagene. “Det er for meget,” sagde hun. “Jeg orker ikke at gå i skole længere.”
Det var svært at høre, og jeg kunne se på hendes ansigt, at det var svært for hende at sige det højt. Der kom tårer. Vi forsøgte at trøste hende så godt, vi kunne.
Hvad vil hun egentlig?
Vi spurgte hende, hvad hun gerne ville gøre i stedet. Spørgsmålet var måske for bredt, for svaret blev uklart. Hun ville bare væk fra det hele, men hun kunne ikke rigtig sige, hvad alternativet skulle være. Vi foreslog nogle konkrete veje: kunne hun være interesseret i at komme i lære, måske som tøjdesigner? Eller ville hun prøve en erhvervsfaglig grunduddannelse? Til alt sagde hun kun: “Det ved jeg ikke.”
Hun vidste kun, at hun ville væk fra skolen, og det ville væk-fra-det-hele-følelse var meget virkelig for hende.
En ide der tager form
Om morgenen dagen efter var min mand gået ned i køkkenet og havde tænkt videre på problemet. Da jeg kom ned til at børste tænder, sagde han til mig, at han mener, vi bør undersøge mulighederne for, at hun kommer på efterskole. Måske en skole, der fokuserer særligt på kreative fag – noget, der kunne give hende tid og rum til at tænke, uden presset fra det almindelige gymnasiale system.
Det var ikke en dårlig ide overhovedet. Jeg havde selv hørt om efterskoler, men jeg vidste ikke rigtig, hvad muligheder der fandtes, eller om det ville være noget for vores situation.
Jeg lovede, at jeg ville undersøge mulighederne. Og det er jeg så ved at gøre nu. Jeg har søgt på internettet efter “efterskole 10. klasse” og er blevet overrasket over, hvor mange muligheder der er.
Hvad efterskole kan tilbyde
Jeg finder ud af, at der er hele spektret af efterskoler – nogle fokuserer på sport, andre på teater og danseteater, nogle på musik, animation og medier. Nogle har helt generelle programmer, mens andre har meget specialiserede linier. Mange kombinerer akademiske fag med kreative eller praktiske retninger.
Det, der særligt fanger mit øje, er teatrefterskolen. Min datter har aldrig været særlig dramatisk, men hun har altid været interesseret i design – både i forhold til tøj, men også i forhold til de større billeder og atmosfærer omkring sig. En teaterskole ville ikke være uden betydning, for teater har brug for kostumer, scenografi, og alt det materielle arbejde omkring en forestilling. Det er netop det slags arbejde, min datter synes at være god til.
Jeg finder også information om, at efterskoler arbejder helt anderledes end folkeskolen. De handler ikke kun om at suge viden ind og svede til eksamen. Mange efterskoler – især de kreative – handler om personal growth, om at finde sig selv, prøve nyt, og netop om at være sammen med andre mennesker i en intens, hjemmepolitisk miljø. Der er mindre klasser, mere opmærksomhed fra lærere, og man bor sammen med medstuderende. Det lyder som det modsatte af hendes nuværende situation, hvor hun sidder isoleret på sit værelse.
At tage næste skridt
En efterskole kunne være det, hun har brug for – et år væk fra det daglige pres, nye mennesker at være sammen med, og mulighed for at udvikle det, hun allerede er god til. Det er ikke en løsning på alt – vi ved ikke engang, om hun vil være interesseret. Men det virker som et konstruktivt sted at starte.
I aften skal vi tale med hende om det.
