Den sociale angst og dødsangst
Det er et stort spørgsmål, om man har ret til at få en veninde eller ven i behandling mod deres vilje. Nogle vil svare ja. Andre vil sige nej. Men det du kan gøre, er at prøve at få ham i tale – og forsøge at forstå, hvad han går gennem.
For vi har helt sikkert at gøre med et menneske, der både lider under sorg og angst. Måske (forhåbentligt?) kun social angst. Måske en mere alvorlig form for angst. Dødsangst? Han har jo lige mistet et kært menneske. Så der er ikke noget at sige til det, hvis han er deprimeret – men det vigtige er at forstå, at sorg og angst ofte går hånd i hånd.
Når mennesker oplever tab, reagerer kroppen og psyken ofte med både sorg, depression og angst på samme tid. Dødsangst – eller thanatophobia – er en alvorlig angstlidelse, som kan udvikle sig særligt intenst efter at have været tæt på død. Det er ikke blot almindelig bekymring. Det er en invasiv, vedvarende frygt, der påvirker dagligdagen og gør det vanskeligt at fungere socialt eller på arbejde. Og som regel kræver den professionel hjælp at håndtere.
Hvordan viser dødsangst sig?
Dødsangst præsenterer sig ofte på måder, som minder om det, din ven oplever lige nu:
- Fuldstændig social tilbagetrækning. Han går ikke ud. Ønsker ikke at møde mennesker. Passivitet bliver komplet.
- Bekymring for andre. Han er overbevisende bekymret for mennesker, han holder af – og kan blive angst ved tanken om at være adskilt fra dem.
- Katastrofetænkning. Han gennemgår stadig værre scenarier i sit hoved – dødsulykker, sygdomme, tab – uafbrudt.
- Undgåelse af dødsrelaterede emner. Han vil ikke tale om død eller miste kontrol, når ordet kommer op.
- Fysiske symptomer. Angst kan medføre søvnproblemer, muskelspending, hjertepalpitationer og panikangreb.
Dette er ikke dårligt humør eller forkælelse. Det er en lammende tilstand, som tynger hele ens eksistens ned i minusgraderne. Og mennesker kan sjældent komme ud af den uden professionel hjælp.
Forholdet mellem sorg og dødsangst
Det er vigtigt at forstå, at når man har mistet et menneske, kan sorgen selv – samt frygten for yderligere tab – udløse eller forværre dødsangst. Sorgen giver mennesker en oplevelse af at have mistet kontrollen, og det kan føre til bekymring om at miste andre mennesker eller selv at dø. Når sorgen kombineres med allerede eksisterende angst, kan resultatet være alvorlig depression og isolering.
Angst kan også være selvforstærkende: Et panikangreb skaber bekymring for det næste panikangreb, som igen udløser angstsymptomer. Det er en cyklus, som kan vare længe og blive meget psykisk ødelæggende, hvis den ikke behandles.
Hvordan kan du hjælpe ham?
Du kan ikke være hans behandler. Det er vigtigt at forstå. Men du kan gøre flere ting:
- Tal med ham, uden at bedømme. Gør det klart, at du ser, at han lider – og at hans følelser er normale efter et tab. Nævn konkret, hvad du har observeret (tilbagetrækningen, bekymringerne) uden at det skal lyde som kritik.
- Motivér professionel hjælp. Det vigtigste er at få ham til en psykolog eller psykiater. Behandling – især kognitiv adfærdsterapi (KAT) – har dokumenteret effekt på dødsangst. Med tiden kan han lære at håndtere sine tanker og sin frygt.
- Sæt grænsser for dig selv. Pas på ikke at påtage dig hele hans emotionelle byrde. Hvis du bruger al din energi på at “fixe” ham, ender du også i depression. Du skal være en støtte, ikke hans terapeut.
- Påmind ham om håb. Fortæl ham, at treatment virker, at han ikke skal føle sig sådan for evigt, og at livet kan genoptages – selv med angst på vejen.
- Hjælp med små trin. Spørg hvad han kan gøre i dag – måske gå en tur sammen, eller blot tale i 10 minutter. Små fremskridt tæller.
Behandling af alvorlig dødsangst
Når din ven først er i behandling, skal I både være forberedt på, at det tager tid. Kognitiv adfærdsterapi hjælper mennesker med at identificere og udfordre de skadelige tankmønstre, der driver angsten. Nogle mennesker profiterer også af medicin (som f.eks. angstdæmpende midler) som supplement til terapi.
Men behandling af dødsangst kan strække sig over måneder eller længere. Han skal vide det. Og du skal vide det. I skal tale med behandleren om fremskridt – ikke bare for at se resultater, men også for at få validering af, at det arbejde, I begge lægger ind, gør en forskel.
Vigtigst af alt: Han er ikke alene med dette. Dødsangst er mere almindelig, end mennesker tror. Og det kan behandles. Med vilje, professionel hjælp og tålmodighed.
